|
|
Du er her: Forside » Hjemme Elektronik » Applefolket er til gudstjeneste i aften kl. 19 på dansk TV
Applefolket er til gudstjeneste i aften kl. 19 på dansk TV
Millioner af Applefanatikere sidder klar ved computerskærmene hele jorden rundt kl. 19 dansk tid i dag, når Apples øverstepræst, Tim Cook, går på scenen til den årlige keynote med nye produkter i gavesækken!
Rygterne har i vanlig stil svirret på Internettet i månederne op til og uden at Apple har be- eller afkræftet så meget som et komma i de forskellige rygter, så har mange Applefans dog en god fornemmelse af, hvad der er på vej!
Nye computermodeller står for døren, ligesom begge styresystemer skulle blive opdateret. Apples computerstyresystem, MacOS Lion, opdateres til "Mountain Lion" og de mobile enheders iOS, som bruges til iPhone og iPad, bliver opdateret til iOS6, blandt andet nu med bedre mulighed for at bruge Facebook og talegenkendelse.
Om der kommer ny iPhone 5, nyt Apple TV eller den sagnomspundne 7" mini-iPad er mere tvivlsomt mens Apples skilsmisse fra Google ser ud til at blive fuldbyrdet når det tidligere Steve Jobs-kontrollerede firma lancerer deres egen, konkurrerende landkort- og GPS-service til Google Maps.
Ikke kun Google men også TV-stationer verden over sidder og bider negle, idet en revolutionerende ny TV-service (samt eventuelt et Apple fladskærms-TV) rygtes på vej, som nogle tror vil blive starten på enden for kabel-TV, som vi kender det i dag.
Den danske gadget-TV kanal, Living Smart TV, sender live fra begivenheden kl. 18 både med gæster i studiet i Danmark og direkte video fra deltagere på WWDC-eventen i USA. Det er endnu uvist i hvilket omfang Apple tillader live video under selve pressemødet.
Se livedækningen fra kl. 18 på http://www.LivingSmartTV.dk/live med optakt fra kl. 10
|
|
|